Sikker internetsurf på mobil


Omdømme 5
Badge +5
  • YouSee Forum Team
  • 2287 kommentarer
Ferie betyder for mange festivaler og masser af udendørs oplevelser. Men når turen går til udlandet, eller vi slår teltet op for at nyde fællesskabet og musikken, så er internettet en uundværlig følgesvend, der kan hjælpe os med alt fra at finde åbne museer, de bedste restauranter eller lægge fotos på Facebook af vores favoritband.

Mange udvælger hoteller, der tilbyder gratis Wi-Fi, men når du står midt i Paris og ikke kan finde vej, er det rart at kunne få hjælp af Google Maps eller måske finde bageren med den bedste croissant. Både i udlandet og på festivaler tilbyder flere butikker, caféer m.fl. gratis Wi-Fi-hotspots, eller måske finder du blot et åbent wi-fi-netværk for at kunne gå på nettet og finde de informationer, du søger.

Går du på et åbent wi-fi-netværk, er der dog et par ting, du skal være opmærksom på. Et stigende problem på mange feriesteder og i områder, hvor mange mennesker samler sig, er falske netværk. Mange falske netværk forklæder sig, så hvis du sidder på en café, der hedder The Tiger, og finder et trådløst netværk uden kodeord ved navn The Tiger cafe, så kan du ikke være sikker på, om det er cafeens netværk eller en hacker, der sidder i nabobygningen og har oprettet et netværk med dette navn.

Hopper du på et falsk netværk, er der risiko for, at dine personlige oplysninger, kortoplysninger samt mail og adgangskode kan blive opsnappet, hvis du shopper eller logger ind på hjemmesider. Sørg derfor altid for at bruge netværk, du ved er sikkert og helst netværk, hvor du skal bruge et kodeord. Spørg gerne ejeren af caféen, museet eller, hvor du nu er hvilket netværk, som er det rigtige.

En anden mulighed for at gå på nettet på ferien er at roame via din mobil. Her skal du ikke tænke på, om du hopper på et falsk netværk, da din datatrafik sendes over mobilnetværket. Og det behøver ikke at blive en dyr fornøjelse, da der er kommet nye regler for EU-roaming fra den 15. juni 2017.



Her får du 5 gode råd til sikker internetsurf på din mobil:
  1. Husk backup af dine data på mobilen. Så har du alle dine fotos, kontakter osv., hvis din telefon bliver hacket, du mister den i Venedigs kanaler eller i en mudderpøl på Roskilde Festival.
  2. Husk at slå adgangskode til på din mobil og sørg gerne for at sikre den med et anti-tyveri-program, der gør, at du kan spore og endda slette indholdet på mobiltelefonen.
  3. Undgå gratis og åbne wi-fi-netværk, hvor du ikke bliver afkrævet adgangskode.
  4. Er du på et gratis wi-fi-netværk, så undlad at logge på netbank, bruge dit kreditkort eller indtaste personlige oplysninger, og log af på hjemmesider, hvor du har indtastet brugernavn og kodeord.
  5. Opdater din mobil, tablet eller bærbar med de nyeste sikkerhedsopdateringer.

Har du flere gode tips? Del dem med os her i kommentarfeltet :)

Artiklen er udarbejdet i samarbejde med AudioMedia A/S

1 Kommentar

Så lige denne her på computerworld
https://www.computerworld.dk/art/241175/bare-glem-alle-advarsler-og-alarmklokker-din-smartphone-faar-ikke-virus

meeeeen en smule omtanke for hvad skærmen viser, og som man efterfølgende har lyst til at trykke på, gør jo ikke noget. :D

Besvar

    • :D
    • :?
    • :cool:
    • :S
    • :(
    • :@
    • :$
    • :8
    • :)
    • :P
    • ;)