Anmeldelse af iPhone 7


  • Administrator
  • 0 kommentarer
af Stefan Laursen

Den nye iPhone 7 har fået rigtig mange forskellige meninger fra folk over hele verden. Der er både gode og dårlige funktioner bag mobilen. Jeg har været så heldig at få lov til at teste den, og har i den seneste uges tid haft muligheden for at teste de forskellige funktioner, en iPhone 7 har.

Mit førstehåndsindtryk

Da jeg først modtog pakken, blev jeg som et lille barn indeni. Emballagen var ligesom de forgangne iPhones: flot og elegant. Inde i pakken finder man in-ear høretelefoner, lader m. kabel, brugsanvisning og så selvfølgelig iPhonen. Telefonen har et rigtigt flot look. Apple har valgt at bruge samme design om i iPhone 6 og 6s’eren, men uden de tydelige streger bagpå. Kameraet er blevet 1 mm større, og home-knappen er forsvundet og erstattet af et ”tryk i skærmen.” Man kan vælge under indstillinger, om man vil have et let, middel eller hårdt tryk. Har man haft iPhone før, skal man lige vænne sig til det, men det tager ikke mange timer før det ligger i hånden. Til sidst er der det, mange taler om, nemlig jackstikket. Jackstikket har Apple valgt at fjerne i den nye iPhone, og det har sine fordele og ulemper. Telefonen ser selvfølgelig rigtig pæn ud uden et hul i bunden, men det kan skabe problemer for nogle mennesker, og det har det også gjort for mig. Man mangler det fx, når man samtidig oplader sin mobil i eksempelvis toget eller andre steder, hvor man lige mangler strøm og samtidig gerne vil høre musik eller se en film.

Skærm

Den nye iPhone 7 har fået en yderst flot og skarp skærm. iPhone 7 har en skærm på 4,7 tommer med 1334 x 750 pixel. Det lyder måske ikke som den bedste skærm til dato, men Apple har alligevel formået at få det gjort, så skærmen står i virkelig flot lys. Skærmen er meget farverig, og samtidig er lysstyrken helt fantastisk. Det er noget, de i hvert fald har sat mere fokus på i forhold til iPhone 6s.

Kamera

Kameraet er en fryd for ens øjne. Selve telefonen har fået optisk billedstabilisering, og samtidig har den fået en ny linse med blænde F/1.8. Linsen skulle give 50 % mere lys ind på billederne ift. iPhone 6s, når du tager billeder i sollys. Kameraet er også blevet bedre til at tage billeder i mørke. Billederne bliver mere klare end 6s’eren, og det er en fordel, hvis man skal tage flotte billeder om natten.

Lyd

Den nye iPhone 7 er udstyret med to højttalere. Der er nu en i toppen, og en i bunden. Kvaliteten i lyden er blevet meget bedre, og lyden ”skriger” ikke så meget i højttalerne, som i 6s’eren. Sammenligner man derimod med en mobil som HTC 10, er der til gengæld lang vej i forhold til lyden. Her er lyden i HTC’s mobil en hel del bedre. Apple har som nævnt fjernet jackstikket, hvilket gør, at man nu skal høre musik med et headset, som passer i det stik, hvor man også lader sin iPhone. Der hører en lille adapter med, så hvis man har sit eget headset med jackstik, kan man sætte adapteren til sin mobil og så i sit eget headset, og så er der lyd.

Batteri

Batterilevetiden i mobilen er også blevet lidt bedre end før. Men den er stadig i den lidt lavere ende. Jeg har testet mobilen på forskellige tidspunkter, hvor jeg har regnet mig frem til, at bruger jeg mobilen optimalt, og her snakker vi: Spille, musik, billeder, surfe på nettet og Facebook. Jeg har i gennemsnit haft 16 timers levetid på mobilen. Det synes jeg er er godt, set i forhold til at den har et lille batteri. Jeg kan dog godt mærke, at hvis jeg ser film eller optager video, så holder den kun i godt og vel 8-10 timer.

iOS 10

Den nye opdatering har fået rigtig mange fede features. Jeg er blevet helt vild med den nye opdatering af Siri. Lige siden jeg har fået den, er det sjældent, at jeg rent faktisk skriver en sms. Det er noget, Siri nemt og simpelt kan klare. Man går blot ind og indtaler en besked under SMS’er. Samtidig er der kommet mange fede tilføjelser til, når man skal kommunikere via SMS. Man kan nu gøre sin hilsen helt personlig med nye emojis. Man kan sige ”Tillykke med fødselsdagen” til sin iPhone, og så popper det op med balloner eller andre finurlige animationer. Det virker dog kun fra iPhone til iPhone. Med den nye opdatering kan man også, hvis mobilen ligger på bordet, give den et enkelt løft. Så lyser skærmen op og viser, om du har fået nye beskeder eller andet. 3D Touch er også i den nye opdatering blevet meget bedre og mere brugervenligt. Det er blevet nemmere at få et overblik over sine apps.

Konklusion

Efter en uges test må jeg sige, at jeg er rigtigt positiv overrasket. Jeg har haft mange gode oplevelser med den nye iPhone 7, og jeg synes, det er en rigtig god og brugervenlig mobil. Jeg vil også sige, at prisen er fornuftig. Den starter fra ca. 5.700 kr., og hvis man tager udgangspunkt i den nye Samsung Galaxy S7, er det faktisk rimeligt. Priserne på de andre store producenter som Sony og Huawei begynder også at nærme sig den høje ende af priserne. Dog vil jeg sige, at har man en iPhone 6s, ville jeg vælge at beholde den, medmindre man virkelig går så meget op i Apple og mobiler, at man gerne vil have det nyeste og det bedste. Den nye iPhone er selvfølgelig bedre end den sidste, men det er ikke fordi, forskellen er så stor igen. Det med jackstikket er en ulempe, og jeg kunne godt nogle gange have brugt det jackstik. Kameraet er godt, men desværre stikker det ud bagpå, hvilket 6 og 6s’eren også gør, men det piner mig alligevel, at kameraet ligger og roder rundt på bordet. Ud over det, så er mobilen ekstremt hurtig, og der går ikke mange sekunder, før du har fundet det, du søger på internettet. Det er et skridt frem på markedet – men et meget lille skridt – Apple er kommet med.

For
  • Hurtig mobil med hurtig brugerflade
  • Brugervenlig for alle mennesker
  • Rigtigt godt kamera
  • Utrolig flot skærm
  • Prisen er rimelig

Imod
  • Mobilen er ikke vandtæt, men den kan sagtens holde til at få vand på sig. Apple dækker ikke vandskader.
  • Batteritiden er god, men er man storforbruger af Snapchat, Facebook og andre apps, så skal man nok huske en oplader, når man går ud af døren.
  • Mangler jackstik. (Her kan så købes en adapter, hvor du både kan lade og høre musik.)

1 Kommentar

slettet /majah

Besvar

    • :D
    • :?
    • :cool:
    • :S
    • :(
    • :@
    • :$
    • :8
    • :)
    • :P
    • ;)