Anmeldelse af Huawei Mate 9 pro - af Jesper


  • Administrator
  • 0 kommentarer
Af Jesper Blaabjerg Andersen

Jeg har fået til opgave at teste en lækker Huawei mate 9 pro. Var så heldig og blive valgt af Yousee i forbindelse med lanceringen af Mate 9 Pro, og et af mine argumenter var at telefonen kunne blive testet ud i mange afkroge da den ville være min trofaste rejsemakker.

Den korte version : Den her Huawei Mate 9 Pro er fantastisk. Den banker alt hvad jeg tidligere har haft af mobiler, og giver mig en ny måde at bruge mobilen på, i kraft af den store kapacitet, samt en ny uafhængighed af lader. Hardware føles super lækkert. Software kører i mine øjne stabilt og hurtigt. Designet er hvad nogen måske vil kalde en Samsung kopi - jeg ser det sådan at der er grænser for hvor meget man kan skille sig ud, og det her design er flot, så hvorfor lave det anderledes for at skille sig ud. Oplåsning med fingeraftrykslæser havde jeg læst i anmeldelser var hurtigt. Jeg regnede ikke med at blive overrasket - men wow… Just wow..

Og til den lange version...

Nu hvor jeg skriver det her, sidder jeg i Malaysia på en arbejdsrejse. Jeg arbejder som tekniker inden for maritim elektronik, og er lige nu på besøg i vores afdeling i Tanjung Pelepas. Rejsen herud så jeg ekstra meget frem til, fordi jeg for et par uger siden fik leveret min Huawei mate 9 pro, og nu var klar til at give den ilddåben.

Min rejse gik som altid med tog til lufthavnen. Her var mobilen i brug allerede aftenen før for at få togbillet og plads. Altid rart at have DSB billetten lige ved hånden på mobilen.

Undervejs i toget gik jeg faktisk en smule i panik. Jeg havde sammen med telefonen fået et sæt Huawei in ears med aktiv noise cancelling med. Tænkte de lige skulle testes nu. Åbnede min musik App, som jo var blevet installeret automatisk da jeg også havde android før.. En ting jeg ikke lige havde fået tjekket var om musikken var synkroniseret - så jeg sad i toget og indså at jeg kun havde online funktion - intet offline musik. Lidt skidt når jeg havde først 2 timers flyvning til London, og derefter 12 timer til Singapore ventende forude.

Fik forbundet til togets wifi, da appen kun kunne hente via wifi, og gik i gang med at synkronisere på et meget meget langsomt DSB WiFi.. Her fik jeg også rigtigt testet en af styrkerne ved Mate 9 Pro for første gang. Nemlig batteriet. Jeg sad konstant med skærmen tændt, og skiftede mellem numre, og bladrede rundt i mine playlister, samtidig med jeg skrev med min kone, svarede lidt mails, og tjekkede op på nyheder.
Jeg var placeret så jeg ikke kunne holde telefonen vedlige med strøm, så måtte stole på batteriet. På den halvanden times tid turen til kbh tog, blev der drænet ca 20 procent. Med konstant brug, download og skærm sat til høj lysstyrke pga en dejlig sol skinnende lige ind i toget synes jeg faktisk det er ganske fint.

Og ikke den store panik, da jeg vidste jeg havde 2 timer i lufthavnen før afgang. Huaweis supercharge var allerede testet hjemmefra, og jeg vidste at de 2 timer var rigeligt til at få toppet batteriet op.

Jeg kommer fra en Oneplus 3 før denne Huawei. Før det en Oneplus 2, og før det igen, en stribe Samsung Galaxy, godt blandet med iPhones på jobbet..

Hurtig ladning blev jeg første gang udstyret med i OnePlus3. Her i Huawei er batteriet 33 procent større end OP3, og alligevel ryger procenterne på batteriet så hurtigt at man næsten kan sidde og tælle med. Fantastisk når man er på farten og lige har et øjeblik her og der til at lade. Jeg er klart blevet mindre afhængig af at lade, i takt med at ladningen tager mindre tid og batteriet holder så længe. Telefonen bliver ikke varm under opladning, hvilket er ret imponerende, og for mig et tegn på at det er en solid teknologi der ikke smadrer batteriet.

Headsettet gav i øvrigt en dejlig lyd. God dyb bas, klar diskant, og fin noise canceling. Jeg må dog sige, at det taber voldsomt til de noise cancelling in ears Jeg normalt bruger, men de er også i en anden liga prismæssigt.

Vel fremme i lufthavnen fik jeg tjekket min bagage ind, og frem med mit Boarding Pass på mobilen, hurtigt gennem security og op til mit normale tilholdssted i lufthavnen for at få ladet, og lige ringet til min far.. 45 minutters snak senere kom jeg så i tanke om at jeg da ikke havde fået sat mobilen til at lade.. Så var nede på 75 procent, her 3 timer inde i hvad der nok ville blive Ca 20 timer før jeg ville være på hotellet i Malaysia..

Nå, pyt, mente jeg havde lidt tid i London til at lade, så fik en hurtig bid mad, og så ellers ud til min gate. Inden ombordstigning fik jeg også lige hevet en film ned på Netflix så der var underholdning på den korte tur til London. Her blev 4G forbindelsen brugt, og selvom download kvaliteten var sat lidt ned gik der ikke mange minutter med at downloade en hel film. Skønt.

På plads i flyet blev Huaweis headset igen monteret, og jeg fordybede mig i filmen lige til vi holdt ved gaten i Heathrow. Der røg kun godt 10 procent batteri undervejs, og igen var jeg ret imponeret. Flight mode, og Ca ⅓ lysstyrke, men alligevel.. Ikke voldsomt..

På trods af utallige flyvninger har jeg aldrig været over Heathrow. Havde en time til næste fly, og Heathrow er sådan lidt stor. Det betød så også at jeg igen ikke fik ladet op, og steg på flyet til Singapore med en let irritation over at jeg nok skulle til at spare lidt strøm. Mine flyvninger mod østen plejer jeg at time med en film først sammen med flymad, og så er jeg som regel tilpas træt til at jeg kan lukke verden ude med musik i ørene, og hvis jeg er heldig, søvn et stykke af vejen. Vidste også, at når jeg kom til Singapore ville jeg prøve en ny alternativ måde at komme over grænsen til Malaysia på, og det krævede lidt taxi ture, og navigation til fods. Derfor ville jeg være sikker på at have strøm når jeg var fremme.

Heldigvis var der USB lade stik i flyet, så der fik jeg ladet op til 100% igen. Dejligt. Den lange flyvetur gik således afslappet med god musik hele vejen, og ingen bekymringer om strøm.

Fremme i Singapore godt 12 timer senere stod jeg af flyet, fik klaret immigration osv., og så mod metroen. Undervejs havde jeg en mission, nemlig at få købt mig et lokalt sim kort med data. Jeg er ret afhængig af min mobil, både til at holde kontakten med min kone og min familie, men også i forbindelse med mit arbejde. Da wifi ombord på skibe er ustabilt, og oftest forbeholdt besætningen, så løser jeg det tit med et lokalt simkort. Normalt ville jeg nøjes med et til Malaysia, men på denne tur vidste jeg at jeg havde mindst en opgave i Singapore, hvor jeg undervejs helt sikkert ville få brug for data. Så på vej ud af lufthavnen var jeg omkring en lille tele butik, og fik isat og aktiveret et data kort.

Det er endnu en af de funktioner ved Huawei Mate 9 pro som jeg sætter stor pris på. Den har Dual Sim, og dermed mulighed for at jeg har mit danske sim kort siddende i telefonen samtidig med jeg har lokalt sim til data. Jeg bruger generelt diverse programmer som Messenger, Whatsapp og Viber til kommunikation med familie, arbejde og venner når jeg er ude og rejse. Men der kan jo komme opkald eller sms fra folk jeg ikke har på Messenger osv., så der er det dejligt at mit danske sim kort kan være aktivt hele tiden, og samtidig have et lokalt sim kort dedikeret til data, så jeg ikke er afhængig af langsomme og ustabile wifi forbindelser.

Jeg kom godt videre, fik med Google Maps navigeret mig selv hen til de rigtige taxier som må krydse grænsen til Malaysia, og midt i den voldsomme kø som altid opstår om aftenen, med alle arbejderne fra Malaysia der skal hjem fra arbejde i Singapore, sad jeg komfortabelt på bagsædet, og nød min lokale dataforbindelse, hvor jeg kunne få skrevet lidt med min kone om turen. Fik også klaret en masse mails, og alt sammen fungerede bare så dejligt let.

Mit generelle indtryk af mobilen nu efter at have haft den i ca. 2 uger, brugt den til alt fra underholdning derhjemme, lidt fotografering, samt nu også en rejse herud, er at det er en telefon jeg kommer til at bruge meget lang tid frem.

Den har power nok til, at den ikke kommer til at sakke bagud lige foreløbigt. Jeg er ikke den store gamer på mobil, dog er jeg glad for f.eks. racing simulators til tider, og her har Real Racing Og Asphalt kørt perfekt. Skift mellem apps, og brug af dobbelt skærm fungere gnidningsfrit. Ved dobbelt skærm kan jeg have to apps kørende samtidigt, bladre rundt i begge apps osv. samtidigt. Smart, og en funktion jeg i nogle tilfælde nok vil bruge når jeg vænner mig til det.

Jeg har få gange haft lidt udfordringer med de to kapacitive knapper, tilbage og nylige, hvor tilbageknappen ikke ville virke. Jeg prøvede at bytte om på dem i settings, og så var det stadig tilbage knap som ikke virkede. Dvs., det var ikke knyttet til en bestemt kapacitiv knap, mere til funktionen. Jeg ser det som en lille sw glitch, som sikkert løses over fremtidige updates. Når det er sagt, så har jeg ikke oplevet det den sidste uges tid.

Til sidst, og i en sjov rækkefølge, kan jeg vende tilbage til udpakningen da jeg fik telefonen. Den kommer i en dejlig lille æske, hvori der selvfølgelig er telefonen, den specielle lader og kabel, og så en lækker lille detalje i form af et klart click cover. Telefonen er også monteret med beskyttelses film på skærmen. Coveret røg på med det samme, og gjorde selvfølgelig telefonen lidt tykkere, men giver også beskyttelse så den flotte børstede stål bagside ikke bliver ridset. Telefonen er virkelig tynd at holde på med de afrundede kanter - fint, men for mig føler jeg faktisk en bedre sikkerhed i grebet med coveret monteret.

Opstarten gav mulighed for overførsel fra gammel telefon via Huaweis overførsels app. Da jeg startede den op loggede jeg dog blot ind på min google account, og lod den synkronisere den vej. Jeg havde lidt travlt, men var ivrig for at få liv i den, og med en del billeder og videoer ville det tage lidt for lang tid lige der. Programmet var dog super smart. Nu hvor jeg dagen forinden havde taget en backup af mine dokumenter fra min gamle mobil, valgte jeg bare at springe overførsel over og gemme det til jeg lige havde tid til at smide backup ind fra min pc.
Breakdown af de enkelte ting som jeg oplever dem:

Overall kvalitet: Vanvittig lækkert bygget mobil, som føles meget holdbar.

Batteri: Jeg har haft op mod 30 timer på en opladning, med almindeligt brug, altså beskeder gennem dagen, nyhedsbrowsing, facebook, youtube, osv. - ca. 3-4 timers skærmtid, og så sat på ultra battery mode i perioder, f.eks. over natten. Igen er batteri ikke en bekymring, da opladning går så hurtigt.

Kamera: Jeg har ikke nærmet mig grænserne for hvad det kamera er i stand til endnu. Der er SÅ MANGE muligheder. Performance i lavt lys er god. Lækre video funktioner, hvor jeg typisk bruger 1080P 60FPS. Mange fede effekter i standard kamera app, som eks. forud indstillinger af lukketid til diverse flotte effekter. Glæder mig til en dag at være i nærheden af et vandfald og selv teste “silkeagtigt vand” funktionen..



Styresystem: Et velfungerende Android 7.0 med Huaweis EMUI 5.0. Jeg har aldrig haft det store behov for at roote og arbejde med custom rom. Jeg kender mange der brokker sig over “for meget forstyrrende” ind over en standard Android når producenter begynder med deres eget take på Android. Jeg finder EMUI meget nemt og flot at arbejde med. Hurtigt og med de funktioner jeg har behov for.

Power: Jeg tvivler på jeg når at ramme en væg hvad angår performance. Jeg har trods forsøg ikke oplevet lag, eller at telefonen blev synderlig varm.
Jeg har skiftet rundt mellem aps, taget billeder, åbnet spil, lukket igen, alt sammen med alle sensorer, wifi osv. slået til, og har ikke fået den til at gå i knæ endnu..

Lyd: Jeg bruger stort set altid enten headset eller bluetooth højtaler, eller sonos derhjemme - dvs. at det med inbyggede højtalere i en telefon ikke bekymrer mig det store. Mate 9 har dog en lækker funktion der skaber et slags stereo billede når man lige ser en kort youtube video eller noget på mobilen - her bruger den højtaleren ved øret til at sende lidt lyd ud også, og giver en ret god effekt.

Indbygget IR sender - også en fin nok funktion som jeg havde på en Samsung engang, og har savnet lidt engang imellem. Fint man lige kan programmere sit tv osv. ind sp man har en ekstra remote ved hånden når den rigtige har gemt sig under sofaen eller noget.

Skærm: En anelse lyssvag ude i solen, hvor den virkelig skal på maks lysstyrke. Men det går. Det er til gengæld super lækre billeder. Igen er den afrundede kant en flot detalje, og jeg er glad for at skærmen ikke bøjer rundt om kanten som andre producenter, hvor man så nemt kan komme til at røre touch delen utilsigtet. Jeg har læst andre anmeldere kommentere på at der er en lidt bred kan omkring skærmen i forhold til f.eks. Samsung. Jeg synes det er en fordel, netop fordi man så ikke får trykket på skærm ved et uheld.

__________________________________________

Tak til Jesper for den fine anmeldelse. Har du en Huawei Mate 9 pro, så skriv endelig hvad du synes om telefonen her i kommentarfeltet :)

Interesseret i at se mere? Her kan du se eller købe Huawei Mate 9 Pro

3 Kommentarer

Jeg kan desværre ikke udtrykke mig om mobilen, da jeg netop i disse dage selv spændt går og afventer at modtage min egen.
Men jeg vil gerne takke for den rigtig grundige og detaljerede gennemgang af mobilen.
Det lyder til at mobilen har passet godt til turen og at det hele er gået op i en højere enhed.
Tak! :D
Hej Jesper god anmeldelse af Huawei mate 9pro, er du stadig glad for den? Jeg tænker på at købe en. Mvh Niels Junker
Hej

Jeg er stadig super glad for mobilen. Den har nu været i brug i godt to mdr., og er stadig skarp, og med vildt god batteri tid.. Jeg prøvede her for nyligt at komme afsted på et job som løb hen over en nat, og jeg fik ikke mulighed for at lade den op på noget tidspunkt, og er altså ret lækkert at man ofte kun bruger 50-60 procent på en dag. Det varierer selvfølgelig, og de dage hvor telefonen bruges intensivt kan jeg ikke strække den over flere dage, men dage med travlt på kontoret, eller ude på opgaver hvor der ikke er tid til alt muligt ud over sms og opkald, så er der altså bare noget power i det batteri..

Jeg har et par enkelte gange oplevet det her problem med at tilbage knap ikke virker, men jeg tror vi snakker 2-3 gange på 2 mdr. Bestemt ikke noget der bekymrer mig. Der kom også en opdatering her for nyligt, og mener ikke at have oplevet noget efter den.

Jeg fik et Samsung Gear S3 i sidste måned, som nu er koblet op mod mobilen døgnet rundt. Jeg stod med mulighed for at få et Huawei også, men valgte egentligt Samsung pga. designet.. Telefonen arbejder fint sammen med et Samsung smartwatch. Der er lidt småting som direkte besvarlse af sms som ikke fungerer super godt, men det er så heller ikke det jeg primært har uret for at kunne.

Derudover har jeg ikke rigtigt noget at tilføje.. Jeg er stadig vildt imponeret over den power der er i mobilen, og tror stadig der går længe inden jeg får brug for at skifte

Besvar

    • :D
    • :?
    • :cool:
    • :S
    • :(
    • :@
    • :$
    • :8
    • :)
    • :P
    • ;)