Anmeldelse af Sony Xperia XZ - af Ann-Helen


  • Administrator
  • 10 kommentarer
Af Ann-Helen

Førstehåndsindtryk:

Da jeg først åbnede kassen, var jeg meget spændt. Kassen indeholder mobilen, et USB kabel til opladning og et stik til opladning. Der medfølger altså ikke et headset - det skal man købe ved siden af, har man ikke allerede et. Jeg synes fra start mobilen var utroligt flot, den er dog en anelse glat, så man skal være varsom når man bruger den - særligt hvis man ikke er vant til Sony mobiler eller ikke har et cover på.

Mobilen har et anderledes stik til opladning end tidligere modeller.

Første gang jeg ladede telefonen op, opdaterede den på samme tid samtlige apps, hvilket gjorde at telefonen blev meget ophedet. Det var jeg ikke videre imponeret over, men den kølede til alt held hurtigt ned igen og det har ikke siden været et problem.

Mobilen ligner forhenværende Sony modeller. Størrelsen varierer ikke meget heller - Xperia XZ måler 146 × 72 × 8,1 mm.

Jeg har selv haft Sony mobiler igennem en lang periode, og må indrømme at mobilen i sidste ende ikke virkede anderledes. En ting der dog er forbedret er kameraet, som jeg vil komme nærmere ind på nu.

Kameraet:

Det primære kamera, bag på mobilen, tilbyder imponerede 23 MP. Den tager skarpe billeder, formår at fange farverne meget præcist og den fokuserer nemt selvom man ikke holder mobilen fuldstændigt stille. Den fanger også bevægelser, dog skal der være god belysning hvis den skal tage skarpe billeder af noget i bevægelse. I mørkere omgivelser fungere kameraet bedre end ventet. Den opfanger meget på billedet, selvom man her dog skal holde mobilen så stille som muligt. Kameraet kan nå op til ISO 12800, hvilket er meget imponerende. Derudover er der også forudsigende hybrid autofokus, hvilket er en stor fordel når man fotografere ting i bevægelse.

Frontkameraet tilbyder 13 MP, der også kommer til gode, hvis man tager mange selfies eller bare foretrækker at bruge det kameraet foran. Kameraet foran fungere også imponerede godt i dårligere belysning, det fungere dog ikke til at fange ting i bevægelse - så hold telefonene i ro.

Alt i alt er jeg meget imponeret over kameraets evner, som jeg ikke før har oplevet i en mobil. Det kan ikke forklares - det skal prøves!



Mobilen:

Skærmen på mobilen måler 5,2" og tilbyder fuld HD. Det ses især hvis man ser videoer, eller kigger på billeder, der altid står skarpt - hvis kvaliteten er herefter. Mobilen havde en anelse svært ved at køre spil apps, men jo mere jeg brugte telefonen, jo bedre blev det. Selvom det var irriterende, at det hakkede i spil først, er jeg glad for, der nu ikke længere er problemer. Det virker til, at mobilen blot skulle sparkes ordentligt igang.

Batteriet i mobilen fungerer som ved de fleste smartphones. Det kan holde cirka en dag, ved aktivt brug af mobilen. Hvis man ikke bruger internettet, og slår det helt fra, kan man hurtigt spare meget strøm og telefonen kan da sagtens holde 2-3 dage.

Jeg har ofte brugt mobilen til musik, der afspilles med fantastisk lyd! Højtalerne er imponerende gode, og selvom man skruer helt op, er lyden stadig klar.

En klar fordel for mig er, at man på telefonen kan oprette flere brugere - dvs. man ikke behøver at logge ud og ind af kontoerne konstant, men blot kan skifte bruger.

Efter at mobilen fungerer eminent i spil også, er jeg fuldstændigt tilfreds.

Konklusion:

Selvom der til start er nogle negative sider af mobilen, så er mobilen fantastisk. Særligt når den kommer ordentligt igang, og kan køre alle apps mv. uden problemer. Jeg er rigtig glad for telefonen, der opfylder alle mine behov på bedste vis. Jeg er særligt glad for muligheden for, at man kan skifte mellem brugere. Det har gjort tingene langt nemmere, når jeg skal skifte mellem personlige og andre konti.

Mobilen er meget brugervenlig, og kan varmt anbefales til alle aldre. Selvom man ikke er teknik-klog, er mobilen nem at håndtere og den er meget simpel. Jeg synes bestemt den er prisen værd, særligt hvis man også er interesseret i at tage skarpe, gode billeder under varierende forhold.
Mobilen er hurtig, og tilbyder også hurtig adgang til kameraet ved at dobbeltklikke på tænd/sluk knappen.

Det er en meget imponerede mobil, som jeg er meget glad for, at jeg fik chancen for at teste.

Fordele:

  • Mobilen er lynhurtig
  • Kameraet tager suveræne billeder og har en imponerede indbygget stabilisator
  • Man kan skifte mellem brugere af mobilen, hvis man har flere konti man skal bruge mobilen til
  • Den har en fantastisk skærm
  • God lyd
  • Mobilen er vandtæt
Ulemper:
  • Kan risikere at den ophedes ved aktivt brug under opladning
  • Batterilevetiden er ikke imponerende

__________________________________________

Tak til Ann-Helen for den gode og grundige anmeldelse. Har du også en Sony Xperia XZ? Så del endelig dine tanker omkring den i er tråden :)

Interesseret i at se mere? Her kan du læse mere om Sony Xperia XZ

Ingen kommentarer

Ingen kommentarer

Besvar

    • :D
    • :?
    • :cool:
    • :S
    • :(
    • :@
    • :$
    • :8
    • :)
    • :P
    • ;)